Teater- og Musikgruppen Tørning Mølle udsender følgende pressemeddelelse:

Teater- og Musikgruppen Tørning Mølle har desværre set sig nødsaget til at indstille opførelserne af sommerspillet på Tørning Mølle.
Efter 30 år på plænen ved Tørning Mølle er vi nødt til at indse, at tiden åbenbart er løbet fra den interesse, der tidligere har været.
En del skuespillere er faldet fra, antallet af tilskuere er mere end halveret og de garvede hjælpere, som har arbejdet bag ved med alt det praktiske, har desværre ikke de kræfter mere, der kræves for at holde det hele i gang.
Udgifterne er ikke blevet mindre med årene, så selv om der stadig er nogle dygtige ildsjæle (både skuespillere og staben bag), der er villige til at yde en stor præstation, har vi jo ikke uanede midler til rådighed.
Vi nedlægger ikke Teater- og Musikgruppen Tørning Mølle, men forsætter med vores JULESPIL, som spilles indendørs i ”Laden” på Tørning Mølle den 8.og 9. og 10.december. Skulle der sidde nogle ildsjæle rundt omkring, som vil få sommerspillet op at køre igen, er I velkomne til at henvende jer til bestyrelsen, som kan kontaktes via vores hjemmeside: www.toerningspillet.dk
Vi håber, at der forsat vil være opbakning til julespillet, så vi stadig kan få nogle rigtig gode timer sammen med et engageret publikum.
Tak til alle, der har støttet os igennem 30 år, både med sponsorater, tid og kræfter.

Teater- og Musikgruppen Tørning Mølle.
På bestyrelsens vegne:
Anders Kirkgaard
Teater og Musikgruppen Tørning Mølle